Verdens ondeste nulevende menneske, Radovan Karadzic, fik igår skærpet sin straf til livstid. Han er tidl. psykiater på Næstved sygehus og det Danmark han levede i bekæmpede senere ham og hans etniske udrensning.
Vi må aldrig glemme hans andel i at 100.000 mennesker mistede livet og hvordan den bosnisk-serbiske hær i byen Srebrenica beordrede omkring 8000 mennesker over 15 år til at marchere ud af byen, hvor de blev skudt ned. Massakren er den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.
Vi skal huske på de 2,2 millioner mennesker der blev fordrevet fra deres hjem og land. Mange kom til Danmark. Og det resultetede i en særdeles vellykket integration af de bosniske flygtningene. Så vi idag har en del af Danmark der er danskere med bosniske rødder.
Landet som vores nye danske medborgere kom fra, rejste jeg selv rundt i før krigen og det var helt uforståligt at der pludselig kom en krig der. Set i bakspejlet reagerede vi ikke hurtigt nok på krigen. Den foregik lige midt i vores Europa. Jeg havde selv lige været soldat og havde fået min første søn da det skete. Flere af mine venner deltog som soldater i krigen. FN besluttede at der skulle indsættes soldater og det var første gang siden 2. verdenskrig.
Omkring 10.000 danske soldater deltog. Tre danske soldater mistede livet, mange flere sårede. Et antal danske nødhjælpschauffører og observatører er ligeledes dræbt. 43 danske soldater fra krigen begik efterfølgende selvmord, en del fordi de oplevede gruopvækkende episoder, overværede andre lide overlast uden at måtte gøre noget. Selvom danskerne udkæmpede slaget ‘Operation Bøllebank’ med stor succes måtte soldaterne ofte sidde på hænderne mens de så voldtægt og overgreb på børn (pga FN mandatet). Når soldaterne kom hjem, fik nogle skyld over, at de ikke kunne gribe ind. For mange af dem var det en befrielse at se, at da, der igen var optræk til etnisk udrensning, så trådte vi i karakter. Den socialdemokratisk ledede regering sørgede for at Danmark (uden om FN) sammen med NATO-landene bombede Serbien. Det virkede.
De grusomheder som Radovan Karadzic begik kan ikke sones med en livstidsstraf. Men vi kan sikre at vi aldrig glemmer krigen og grusomhederne midt i Europa og at vi altid husker de mange ofre. Og vi kan sikre at vi aldrig nogensinde ser passivt til mens uskyldige mennesker myrdes.