Ny offensiv socialdemokratisme: Fra DONG-katastrofe til Radius-beslutningen
Socialdemokratiets Radius-beslutningen viser at vi er et kamplystent parti og at vi leverer ny politik. 1 million el-kunder var blevet sat til salg, men vi satte foden ned og stoppede det. Vi har med beslutningen forhindret at udenlandske kapitalinteresser kommer til at bestemme over dansk elnet og vi har sikret et elnet der bliver endnu vigtigere i en fossilfri fremtid. Det betyder at kritisk infrastruktur bevares under demokratisk kontrol. Det er politik der gør det tydeligt for vælgerne hvad vi står for.
Radius og DONG betyder noget i vores 140 årige historie. Vi skal kunne se det store billed hvis vi skal kunne navigere Danmark anstændigt. Vi var mange partikammerater der råbte højt under Corydons katastrofale frasalg af dele af DONG. Men vi må også være ærlige, at sige at privatiseringerne til kapitalfonde også gik for vidt under Nyrup og Lykketoft (Fx TDC). Hvad der også senere har været en erkendelse af. Men det er blevet alt for let blot at skyde skylden på Corydon. Hans liberalt-teknokratiske linie og senere udmelding af partiet blev selvfølgelig lavpunktet på en forkert politisk kurs. Men linien kom ikke ud af den blå luft.
Den havde sin rod i såkaldt tredjevejs socialdemokratisme, der stammede fra Tony Blair & Bill Clinton i 1990’erne. Denne socialdemokratisme er i dag mere og mere irrelevant, og den taber i disse år valg på valg i hele den vestlige verden, bl.a. fordi dens politik i alt for stor grad glemmer middel- og arbejderklassen.
Heldigvis har Socialdemokratiet ændret kurs. Vi er holdt op med at lede efter guld og grønne skove i Bills New York og Blairs London. I stedet bør vi søge inspiration hos vores gamle socialdemokrater. Fx Viggo Kampmann fra København, Hans Hedtoft fra Århus og Jens Otto Kragh fra Randers. Vi skal lære af vores bedsteforældres generation. Min farfar tog som smed fra Randers til USA og arbejdede der i 10 år og han fortalte om hvordan folk lå og sultede på gaderne efter wall-street krakket. Sådan måtte vores land aldrig ende. Det er derfor vi er socialdemokrater. Vi kan lære af min farmor som gjorde rent hele sit liv og som pensionist stolt udstillede sin fagforeningsbog på Randers Bibliotek – med samtlige mærker i fra et helt liv. Loyalitet og vilje.
De havde værdier vi kan lære af. Det er et hædersmærke at blive kaldt ”50’er socialdemokrat” eller ”provinsiel”. Vores halvstore metropol København og vores land slår til enhver tid New York og USA. Vi er en social og grøn supermagt med ordentlighed, omsorg og social retfærdighed. Vores danske model fungerer. Vi har en flot produktion og gode jobs. Og jeg foretrækker til enhver tid Kampmann der skabte folkepensionen og Krag som åbnede vores økonomi og fik os i ind EF/EU. Fremfor et splittet USA hvor man ikke kan enes om en sundhedsforsikring for alle og hvor man lukker sig om sig selv.
Og selvfølgelig sætter Socialdemokratiet pris på markedet. Markedet er uomgængeligt. Men det skal være et sundt marked. Og markedet er aldrig vigtigere end fællesskabet. Og når det fx gælder kritisk infrastruktur, skal den enten være ejet 50 procent af staten eller være forbrugerejet. Når det er opfyldt så er privat kapital velkomment, dansk såvel som udenlandsk. 50’er partikammeraterne var ikke bange for at styre markedet – venligt men bestemt – det kan vi lære af dem.
Vi er et af de mest lige samfund i verden. Samtidig er vi et af de rigeste lande i verden. Den sociale retfærdighed i Danmark skyldes Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens gode balance mellem fællesskab og marked. Det har jeg skrevet om i en ny politisk bog (Social Retfædighed, 2019). Den er omtalt i nyhedsbrevet. Den tegner et større billed af partiets rolle og sætter også partiets Radiusbeslutning og nye politiske linier i perspektiv fra 1870’erne og frem til i dag. Radiusbeslutningen er en del af et større socialdemokratisk kursskifte der viser at politik nytter. Mette foretog dette kursskifte fra en oppositionsrolle med få handlemuligheder – tænk på hvad hun kan gøre hvis hun sidder i statsministeriet?